Den ene dag er du indbegrebet af selvbestemmelse. Du kommer og går som du vil, du kan lægge planer og realisere, så længe din selvdisciplin tillader det. Den næste dag er du en forælder, læsset med børnegrej og ude af sync med normale voksnes døgnrytmer. Det er en af grundene til at "bunkerårene" ofte registreres i studier som de mindst lykkelige.

Indtil for nylig var det ret ligegyldigt hvad forældrene gerne ville.

Forældrenes rolle var at opfostre børnene og forsørge familien. Hvis de havde andre roller i livet, var de begrænset til arbejdspladsen eller ulige fordelt mellem kønnene.

I dag er der en hel del flere muligheder for vores begær og vi svinger mellem at føle os berettiget i at få dem opfyldt og presset til det samme - dvs. det kan blive tvangspræget at ville en masse med sit liv. Desuden er det negative begreb om frihed som frihed fra andres indblanding formentlig blevet mere udbredt, som vores samfund fortsat bliver mere individualistisk.

I et individualistisk samfund er frihed lig med at jeg selv kan bestemme.

I Jennifer Seniors bog All Joy and No Fun, spørger hun hvad er det med børn der gør, at forældre oplever at tabe sin autonomi? En af de sværeste ting ved at blive forælder er at man må leve med, at børn i sagens natur endnu ikke er fuldt udviklede og derfor fungerer anderledes end voksne. Børn er anderledes på mange måder, men i den her sammenhæng stikker især fem ting ud:

1. Børns opmærksomhed er ufokuseret (som en lanterne)
2. Børn forstår ikke logik som voksne
3. Børn sover anderledes
4. Børn lever i nuet
5. Børn opfører sig ret tosset

Lad os forstå alle fem og på den måde sætte forældres tab af autonomi i perspektiv.

Lanternen og spotlyset

Børns opmærksomhed er ufokuseret. Den lider af "for dårlig organisering".

Psykologen Alison Gopnik skelner mellem lanternen og spotlyset. Spotlyset lyser én ting op af gangen, mens lanternen kaster sin glød i alle 360 grader.

Voksne mennesker kan have opmærksomhed som et spotlys. Små børns bevidsthed er mere som en lanterne. Det er derfor især spædbørn og små børn er enormt distræte, som var de insekter med øjne i hele fjæset. Deres præfrontale kortex, som kontrollerer hæmning og eksekutiv funktion, er endnu ikke udviklet. Det falder dem naturligt at lade opmærksomheden blive optaget af enhver flygtig genstand der fanger dem.

Børn forstår ikke logik som voksne

Børn forstår ikke argumentation og logik på samme måde som voksne. Alligevel forestiller mange forældre sig, at hvis bare de kan kommunikere logikken bag deres beslutninger, vil deres små børn forstå det. Det er den slags kommunikation, deres voksne hjerner trivedes med alle de år, før deres børn kom til verden: rationel småsnak, hvor vi forklarer vores motiver og pligtskyldigt overleverer vores omhyggelige analyser af situationen.

Forældre der har gjort sig umage med at lære ikke-voldelig kommunikation, starte sine sætninger med "jeg" i stedet for "du" og forholde sig til fakta, når de forhandler mellem forskellige indstillinger, skal lære at kommunikere med et barn, vis argumentation fungerer på helt andre præmisser.

I bedste fald konfronterer børnene os med den del af os selv, der stadig er ret barnlig (og som fx stritter imod logik, når det ikke går vores vej). I værste fald har vi problemet, når forældre behandler deres barn som en "lille voksen".

Søvnløshed

Spædbørn og små børn sover i hvad man kalder polyfasisk søvn og overgår som regel først senere til bifasisk søvn (to perioder af søvn i døgnet). Næsten alle voksne i vores del af verden har monofasisk søvn (én søvnperiode i døgnet).

Blandt alle nybagte forældres kvaler er den som måske flest taler om søvnløsheden. Uanset hvor meget de advares, forstår de fleste vosken ikke rigtigt, hvad det indebærer, før deres første barn ankommer til verden. Måske tror de, at de godt kender søvnmangel. Men der er en markant forskel på lejlighedsvis dårlig nattesøvn og så vedvarende søvnunderskud.

Søvnforsker David Dinges mener at befolkningen falder i tre grove grupper, hvad angår langvarig søvnmangel: dem der håndterer det nogenlunde godt, dem der falder lidt fra hinanden og så dem der reagerer katastrofalt på det.

Problemet er at vordende forældre har nul idé om hvilken type de er, før deres børn kommer til verden.

Børn bryder sig ikke om planlægning

Teoretisk set kan små børn godt lide regler. Børn har brug for faste rammer, klare regler osv.

Men de er ret dårlige til at overholde dem.

Alle forældre har en historie om en perfekt planlagt dag - en lørdag i zoologisk have, en sviptur til isboden - der ender med at koge helt sammen. Det meste liv med små børn har ikke noget manuskript og hvis forældre prøver at skrive et, lader børn som regel være med at følge det.

Det er hvad det indebærer at passe folk med underudviklede, præfrontale kortex. Deres nervesystem modsætter sig fokus.

"Denne ekspansive lanterne-bevidsthed er næsten det modsatte af den særlige voksne glæde, der kommer fra hvad psykologer kalder flow", skriver Gopnik i The Philosophical Baby. For at være i flow, må man være meget opmærksom og fokuseret.

Små børn er skruet sammen med henblik på opdagelse, ikke langvarig fokus - for dem handler det om at skovle en masse forskellige stimuli ind.

Det falder børn naturligt at veksle mellem på den ene side, at spille efter reglerne, og på den anden side, at sætte nye rammer ved at lege med reglerne. Fantasifuld leg lader til at være en konstant på tværs af kulturer og børn bruger en stor del af deres lege på at forhandle plottets udvikling, definere genstande og i øvrigt sætte rammerne for udfoldelsen af deres fælles fantasier.

Når børn ikke følger planen, som en god voksen ville gøre det, er det formentlig fordi de er i gang med at lege med planerne.

Galeanstalten

I sin bog om moderne forældreskab beskriver Jennifer Senior småbørnslivet som et mangeårigt eksperiment på en slags lukket afdeling for sindssyge.

• Spædbørn er inkontinente.
• De taler ikke vores sprog.
• De har brug for konstant opsyn for at forhindre selvskade.
• De bedriver overdreven ønsketænkning, er ude af trit med virkeligheden og lever som om de er den eneste person i verden.
• Der er så meget, små børn gerne vil have, og samtidig besidder de så lille selvkontrol. For meget begær og for lidt organisering. De fører sig frem som små fyrster.

Som forælder er du dagligt i selskab med en form for adfærd, vi normalt forbinder med galninge, hvis voksne gjorde det uden at skamme sig.