Men troende tænker og reflekterer selvsagt på samme måde, som forskere. Forskellen er den videnskabelige metode, som blandt andet fastslår, at man ikke må benytte overnaturlige fænomener i sine forklaringer.

Det er næppe klogt at tro, at videnskaben (eller grækerne, for den sags skyld) opfandt saglig tænkning. Evnen til at reflektere er almenmenneskelig.

Over tid begyndte tænkere at nå frem til, at det måske kunne lade sig gøre, at undersøge verden, selvom man holder det overnaturlige ude af ligningen. I starten nok som et forsøg på at adskille det "Naturlige" og det "overnaturlige", men over tid begyndte det at blive til en metode, fordi det gav stærke resultater.

I 2008 førte det til "Ateist bus Kampagnen", som påstod at der er lav sandsynlighed for, at gud findes: https://en.wikipedia.org/wiki/Atheist_Bus_Campaign

Catchy, men reelt kan vi ikke beregne den sandsynlighed, hvilket måske er klogt at erindre, både for troende og ikke-troende.

Men hvorfor synes du, at denne ret banale erkendelse er vigtig for diskussionen?

Men mange forskere har da noteret sig, at en stram kirkelig opdragelse har fået mange unge mennesker til at vælge videnskaben. På den led kan kirkerne vel rose sig af, at en del unge har lært den videnskabelige tænkning at kende, ved at bruge den til at nytolke deres tro? Nogle har så forladt troen, andre har "gentolket" den.

Jeg vil gerne præcisere, at der ikke er nogen modsætning mellem moden tro og videnskab. Men der er 100% modsætning mellem den videnskabelige metode og troens væsen. Eksempelvis er videnskaben aldrig missionerende.

Jeg kunne godt tænke mig en lidt mere præcis redegørelse for, hvordan og hvorfor videnskaberne angiveligt skulle forsøge at føre en bestemt form for kristen adfærd videre.

Missionæren forsøger at omvende folk til at tro på noget bestemt, mens videnskaben advokerer for at benytte den videnskabelige metode til at lære mere.