Ikke som en statue af en fortidskonge,
men som en trold,
ramt af dagen;
glædeligt overgivet til lyset.

Og der vil jeg stå,
mine klippeben dybt i jorden,
mine stenøjne rettet mod uendeligt,
udad og
indad;
vedbend og klatrerose vil dække mig,
fugleklatter i mit skæg,
egernets unger legende på mine arme,
årstiderne omkring mig.

Med tiden vil jeg synke sammen,
erodere
og til sidst vil der være skærver tilbage;
skærver bliver til grus,
bliver til land.