Det er ikke kræft, men forstadiet til det, hvilket er voldsomt nok i sig selv, for alt efter hvad deres undersøgelser siger, så skal det ene bryst måske/måske ikke skæres helt af indenfor de næste par uger.

Man kan sige meget om det danske sundhedsvæsen angående psykisk sundhed, men når det kommer til kræft, så fås det sgu ikke bedre. Hvor ville vi dog redde mange liv, hvis psykiatrien havde samme prioritet som kræftafdelingen. Dear lord.

Det er gået fra 0 til 100 med dette forløb. De har været nådesløse med at få skubbet mig i gang med det hele og det har jo så vist sig at være rigtig godt, for hvis jeg ikke havde taget imod deres tilbud om privathospital til at få taget mammogram, men i stedet havde ventet til februar, hvor det offentlige havde tid til mig, så havde knuden måske udviklet sig til rigtig kræft i det tidsrum.

Den største overraskelse for mig er, at vi har modtaget så meget omsorg og velvilje fra de folk, vi har fortalt nyheden til: Mine svigerforældre ved det, mine tre tætteste venner og deres familier ved det og min tætteste kollega og hans familie ved det. Og så selvfølgelig også de professionelle, der har håndteret mig indtil videre.

Det er utroligt rart at vide, at vi ikke er alene.

Jeg har ikke fortalt mine søskende nyheden, fordi jeg synes, de dealer med nok dårlige nyheder i deres egne liv for tiden. Nogle af dem har også stress-sygdomme så øh, nej. Det smider vi ikke lige på deres tallerken lige nu.

Kæreste er lidt frustreret over, at vi bare aldrig kan få fucking fred. Han havde planlagt en hyggelig sommerferie til os, som skulle være afstressende oven på en hård periode for os begge. Nu kommer vi til at bruge den på kræftafdelingen i stedet.

Jeg har været meget ynkelig de sidste 24+ timer. Det hjalp en del da min bedste veninde ringede mig op på Signal og vi havde en dejlig lang snak om alt og intet her til aften. Hun fortalte mig at hun havde kigget på flybilletter til Danmark efter, hun modtog nyheden i går, men at hun ville afvente med at gøre noget før hun havde snakket med mig.

Kan godt være, at det hele er lidt noget pis for tiden med alle de ting i mit liv, der sejler og nu med denne ikke-kræft oveni, men det er trygt at vide at der trods alt er folk omkring mig. Får mig til at føle at selvom jeg har fejlet stort set alting i mit liv tusind gange og nu gør det igen, så har jeg i det mindste valgt de rigtige mennesker til at være mit bagland denne gang. Det gør det hele er lidt mindre skræmmende.

Det er selvfølgelig en smule kejtet at dele det herinde, men jeg har både behovet for at lukke det ud et sted, men håber også, at hvis det her skulle ske for nogle af jer engang i fremtiden, så kan I være forsikrede om, at I er i trygge og omsorgsfulde hænder!

Kram til jer alle og håber, at I overlever varmen