EuroOffice - Hvad er det nu for noget?
-
EuroOffice er for nyligt blevet lanceret af en række af de førende europæiske open source- og hostingvirksomheder, heriblandt NextCloud, Proton, XWiki og IONOS.
EuroOffice er en webbaseret kontorplatform, som du kan sammenligne med Office 365 eller Google Docs, hvor du har en samlet platform med filer, samarbejde, videomøder, chatfunktion, redigering af præsentationer, tekst- regnearksdokumenter, mail og kalender. Alt sammen samlet under en platform, som er NextCloud.
Markedet har i den grad brug for et forbrugervendt og nøglefærdigt produkt. Det har indtil nu har været den enkelte forbruger eller systemejer, som selv skulle kombinere en platform og underliggende funktionaliteter, heriblandt kontorsoftware, videomøder, mail og kalenderfunktionalitet. Hvor mange har lige mod på at sætte sin egen mail- og kalenderserver op?
Der er som udgangspunkt ikke tale om ny software, bare en samling af fungerende software. EuroOffice forventer at vi kan forvente at se første version af pakken omkring august 2026. Det er lidt uklart hvilke komponenter der kommer hvorfra, blandt andet fordi der er flere udbydere af mail og kalender blandt stifterne.
Tydeligt er det dog, at programmerne fra den traditionelle kontorpakke er en forgrening (fork) af OnlyOffice.
OnlyOffice er et russiskejet selskab, som er registret i Letland og Singapore. Det der kendetegner programmet OnlyOffice er, at det ligner Microsoft Office 365 på en prik, og bruger Microsofts dokumentformater. Lyon i Frankrig har valgt at bruge OnlyOffice, netop fordi det ligner Microsoft Office og bruger de samme dokumentformater.
EuroOffice er blevet kritiseret for ikke at understøtte reelt åbne dokumentformater som ODF, og svaret er, at det gør de da også. EuroOffice understøtter import og eksport af ODF-formaterne, som bruges i LibreOffice. Ulempen er dog, at der vil ske en konvertering hver gang, idet det interne format i EuroOffice (OnlyOffice) er Microsofts formater.
OnlyOffice er kodemæssigt noget elendigt hø, hvilket EuroOffice selv indrømmer. Store dele er koden er på russisk, elendig og udokumenteret. Mange elementer er binære elementer, som er indlejret, hvilket betyder at koden reelt ikke er tilgængelig. Det har altid været velkendt at det faktisk ikke er muligt at downloade koden og kompilere den til et program der kan køre. Det tyder desværre på, at den kode der er offentlig tilgængelig, ikke er den kode der ligger bag det program der kører. Det kan i øvrigt undre at danske tech medier omtaler OnlyOffice som mere moderne og bedre kvalitet, når EuroOffice selv nævner at koden grundlæggende er elendig.
Firmaet bag OnlyOffice har allerede protesteret imod forgreningen, da de mener at de har lov til at tilføje ekstra betingelser til AGPL-licensen, fx. at deres navn altid skal følge med afledte værker. Den disputs er ikke afgjort, og vil måske aldrig blive endeligt afklaret.
Hvor er LibreOffice henne?
LibreOffice og Collabora Online er med andre ord aktivt fravalgt, hvilket de forklarer med en "gammel" kodebase og umoderne og ikke brugervenlig brugergrænseflade. Der kan være noget om, at kodebasen er noget gammel, og målrettet et skrivebordsprogram, men til gengæld er programmet modnet igennem to årtier, hvor det har været brugt, er blevet udviklet og modnet, og der findes en moderne version, både til skrivebordet og browseren.
En af grundene til valget af OnlyOffice er naturligvis ligheden med Microsoft Office, men det hjælper ikke at LibreOffice (ved The Document Foundationer) og Collabora, som står bag on-line versionen af LibreOffice, er røget i totterne på hinanden.
Personligt havde jeg helst set en fællesskabsudviklet online version af LibreOffice som en del af løsningen, men det kommer ikke til at ske, så længe der ikke er hverken frivillige eller kommercielle ressourcer bag. LibreOffice har et kæmpe fællesskab bag sig, som blandt andet sikrer at der er mere end 100 sprog, samt dokumentation på næsten lige så mange sprog. Eksempelvis er EuroOffices danske ordbog mindst tre år gammel, i forhold til LibreOffice. Der er udviklet udvidelser, og et API til LibreOffice, som er velkendt og som fx understøtter makroer i Python. LibreOffice har været igennem en større modernisering, hvor blandt andet tysk-sproget kode og kommentarer blev ændret.
EuroOffice: office.eu og github.com/Euro-Office
OnlyOffie: onlyoffice.com/ og github.com/ONLYOFFICE
-
B bettina@mastodon.nu shared this topic