Zoi
-
Zoi
Jeg kan lige så godt starte med at smide armene opgivende i vejret og indrømme: jeg elsker stort set alt ved denne bog. Forsiden, ideen, måden den er udført på – det er mit syltetøj, som amerikanerne siger.
“Zoi” derimod – den er dansk og Jane Mondrups anden voksenroman. Den første hed “Zeitgeist” og var alternate history, men denne gang er der dømt god gedigen science fiction, american style. Rum! Rumvæsener! Rumrejser! Hvad mere kan man bede om?
Zoi er titlen, men også betegnelsen på en type rumvæsener, der nu har besøgt solsystemet et par gange – ikke menneskeheden, forstås, for de lader til at bruge Solen som ladestation, førend de drager videre. Det er dog ikke Clarkes Rama, vi snakker om, men i stedet levende organismer, der drager gennem verdensrummet – mod ukendte mål, fra en ukendt oprindelse og med ukendte motiver. De er kæmpemæssige og cellelignende.
Og venligsindede, viser det sig.
Ved kontakt med levende væsener åbner zoierne sig og lader til at byde dem indenfor – ja, gør endda sit for at skabe et miljø, der understøtter liv for dem. Men kommunikation, det er der intet af ud over det faktum, at zoierne tydeligvis reagerer på deres tilstedeværelse.
Amira er en af de astronauter, der netop at trængt ind i en zoi for at blive der, når den forlader solsystemet. Hun var fem år gammel, da den første af dens slags blev observeret, og hele hendes liv har været fanget ind i deres tyngdekraft. Hun har drømt om at være lige præcis der, hvor hun er nu, men hun kan ikke vide, hvad mødet vil komme til at betyde for hende selv, for menneskeheden og for zoierne.
Historien fortælles i krydsklip mellem Amiras fortid og hendes liv sammen med tre andre astronauter om bord på zoien. Det er i sagens natur en lidt stillestående historie, for der er ingen overhængende fare eller gåde, der skal løses inden en deadline, men Mondrup formår at gøre det spændende og fascinerende ved ganske roligt at lade tingene udvikle sig – menneskene har været i deres nye miljø et stykke tid, og det er begyndt at påvirke dem. Det ændrer den måde, de ser på hinanden og sig selv på, men hvorfor? Har deres vært et motiv? Har den overhovedet tanker? Kan de leve med det, der er ved at ske? Der er masser af spørgsmål, og som læser følger man dem den fordybelse, der følger en rigtig god læseoplevelse. Mondrup smider med spørgsmål, men hun smider også med teorier og ideer, så man på intet tidspunkt keder sig.
Det er intelligent, det er ambitiøst, og det er helt igennem en fornøjelse.
Er man på uransagelig vis havnet i den situation, at man kun læser én danske science fiction-roman i år – så bør det være “Zoi”.
-
T tanyakaroli@expressional.social shared this topic
-
Zoi
Jeg kan lige så godt starte med at smide armene opgivende i vejret og indrømme: jeg elsker stort set alt ved denne bog. Forsiden, ideen, måden den er udført på – det er mit syltetøj, som amerikanerne siger.
“Zoi” derimod – den er dansk og Jane Mondrups anden voksenroman. Den første hed “Zeitgeist” og var alternate history, men denne gang er der dømt god gedigen science fiction, american style. Rum! Rumvæsener! Rumrejser! Hvad mere kan man bede om?
Zoi er titlen, men også betegnelsen på en type rumvæsener, der nu har besøgt solsystemet et par gange – ikke menneskeheden, forstås, for de lader til at bruge Solen som ladestation, førend de drager videre. Det er dog ikke Clarkes Rama, vi snakker om, men i stedet levende organismer, der drager gennem verdensrummet – mod ukendte mål, fra en ukendt oprindelse og med ukendte motiver. De er kæmpemæssige og cellelignende.
Og venligsindede, viser det sig.
Ved kontakt med levende væsener åbner zoierne sig og lader til at byde dem indenfor – ja, gør endda sit for at skabe et miljø, der understøtter liv for dem. Men kommunikation, det er der intet af ud over det faktum, at zoierne tydeligvis reagerer på deres tilstedeværelse.
Amira er en af de astronauter, der netop at trængt ind i en zoi for at blive der, når den forlader solsystemet. Hun var fem år gammel, da den første af dens slags blev observeret, og hele hendes liv har været fanget ind i deres tyngdekraft. Hun har drømt om at være lige præcis der, hvor hun er nu, men hun kan ikke vide, hvad mødet vil komme til at betyde for hende selv, for menneskeheden og for zoierne.
Historien fortælles i krydsklip mellem Amiras fortid og hendes liv sammen med tre andre astronauter om bord på zoien. Det er i sagens natur en lidt stillestående historie, for der er ingen overhængende fare eller gåde, der skal løses inden en deadline, men Mondrup formår at gøre det spændende og fascinerende ved ganske roligt at lade tingene udvikle sig – menneskene har været i deres nye miljø et stykke tid, og det er begyndt at påvirke dem. Det ændrer den måde, de ser på hinanden og sig selv på, men hvorfor? Har deres vært et motiv? Har den overhovedet tanker? Kan de leve med det, der er ved at ske? Der er masser af spørgsmål, og som læser følger man dem den fordybelse, der følger en rigtig god læseoplevelse. Mondrup smider med spørgsmål, men hun smider også med teorier og ideer, så man på intet tidspunkt keder sig.
Det er intelligent, det er ambitiøst, og det er helt igennem en fornøjelse.
Er man på uransagelig vis havnet i den situation, at man kun læser én danske science fiction-roman i år – så bør det være “Zoi”.
@janus Den venstre forside med 70er-collage-look appelerer stærkt til mig, der er vokset op med forventningen om at se, hvem der vandt den billet med første ordinære afgang til Månen.
-
@janus Den venstre forside med 70er-collage-look appelerer stærkt til mig, der er vokset op med forventningen om at se, hvem der vandt den billet med første ordinære afgang til Månen.
-
@JanusAndersen @janus Nej, men nu har jeg.
