På det seneste har jeg været rigtig god til at læse i stedet for at vælte foran tv'et.

[holm@c.im]

På det seneste har jeg været rigtig god til at læse i stedet for at vælte foran tv'et. Det gør et eller andet ved min mentale ro, selv om det også "bare" er underholdning. 🧵

Min #fredagsbog var John Scalzis "Travel By Bullet", som er tredje del af Dispatcher-serien. Scalzi er ret god til de her ting, hvor han ændrer én eller anden vild detalje ved verden, og så bare følger tangenten. Måske en fundamental præmis, som at månen pludselig er ost eller, i dette tilfælde, at alle, der bliver myrdet, på magisk vis forsvinder i den blå luft og dukker op igen et sted, hvor de føler sig trygge. Nøgne og forvirrede, men levende, nulstillet til et tidligere tidspunkt og i bedste velgående. Så f.eks. har de fleste hospitaler en "Dispatcher" på vagt, hvis en operation er på vej den forkerte retning. For hvis patienten bliver myrdet, af en Dispatcher, så nulstiller vi lige situationen. Det er let underholdning, velskrevet osv.

Jeg har i mellemtiden også slugt "Project Hail Mary" af Andy Weir. Den er ret godt dækket i medierne for tiden, så jeg vil bare sige, at selvfølgelig var det lidt noget pjat, men også en rigtig god, positiv og nærmest rørende historie. Jeg glæder mig meget til at se filmen.

[holm@c.im]

Det gik lidt tungere med "Halcyon Years" af Alastair Reynolds. Det var noget om livet i et generationsskib, på vej med bosættere til et andet solsystem, men indrammet som en mere klassisk krimi noir historie. Hovedpersonen var sympatisk, men hvorfor han skulle være den døde og genopstandne kosmonaut Yuri Gargarin, var i mine øjne svært at forstå, og virkede som en unødvendig gimmick, der trak et sneglespor af forvirring hen over hele historien. Typisk Reynolds foregik der selvfølgelig noget ganske andet, som retfærdiggjorde grebet, da det kom til stykket, og den store afsløring kan også læses som en bidende kommentar til vores nuværende verdens magt- og indflydelsesstrukturer.

Jeg var egentlig okay underholdt, men historien var lidt "off". Måske fordi hovedpersonerne trods omstændighederne var ukarakteristisk positive og tillidsfulde. Jeg sad nok og ventede på et forræderi, der ikke kom. Jeg kan ikke sige, om jeg bare ikke lige var i humør til den slags umotiveret optimisme, eller det vitterligt bare ikke var Reynolds' bedste skud.

Mere klassisk for Reynolds var "Sleepover" - en dyster lille sag svarende til 60-70 sider, vil jeg tro, som leger med en variation af verdens undergang, de ultimative konsekvenser ved kunstig intelligens (måske) og virkelighedens art og karakter som sådan. Historien er produktet af Reynolds' noter til en roman, der foreløbig ikke blev til noget. Desværre, for der er stort potentiale i det beskrevne univers. Som den er, en kæmpe idé udrullet på for få sider, fremstår historien selvfølgelig lidt amputeret, men til $2 som ePub? Klart et par timer værd.

Jeg læste også "Time Out" af Michael Marshall Smith. En lang novelle svarende til 140 sider. Hovedpersonen vågner til en verden, hvor indledningsvist alle mennesker er forsvundet, og verden bliver gradvist mere sær derfra. Historien udforsker primært hovedpersonens lidt navlepillende ensomhed og vanernes benhårde magt. F.eks. har hovedpersonen på et tidspunkt ikke bedre at tage sig til, så han arbejder lige et par timer. Det lyder åndssvagt, men Smith skriver sig godt nok ud af det.
🧵

#fredagsbog