For længe siden arbejdede jeg med webudvikling først hos en stor dansk avis og senere hos den danske afdeling af en europæisk internetudbyder.
I starten var alting indlejerede tabeller og browser-undtagelser. Vi håndkodede alt.
.
Begge steder insisterede jeg på at vores sider skulle validere. "Make iCab smile", hvis nogen kan huske det. Koden var webafdelingens ansigt udadtil, og jeg var stolt over at vise vores arbejde frem.
Det var på det tidspunkt en ting at præsentere skrækeksempler på dårlig kode fra offentlige myndigheder og større virksomheder, hvilket gjorde det nemmere at overbevise min chef om at vi skulle bruge lidt ekstra tid på detaljerne.
Efterhånden brugte vi kun HTML til semantik, mens præsentation var ren CSS. Siderne blev hurtigere at hente, og det betød noget når brugerne stadig var på opkoblinger med loft og lave hastigheder.
En uventet sidegevinst var at siderne (debat og nyheder) var nemme at tilgå for svagtseende og blinde, en anden (ikke så vigtig) var at det blev meget nemmere at skifte udseende når marketing fik en lys ide, igen.
Alt dette for at sige at vi har det med at glemme de erfaringer der allerede er høstet:
* Lad være med at gøre tingene mere komplicerede end opgaven kalder på
* Del opgaven op i underopgaver, og brug det rigtige værktøj til hver af dem
* Selvom man gør det rigtige af én grund, så kan det opstå uventede sidegevinster
Dette indlæg blev inspireret af frustrationer over MitID app'en på ikke-kommercielle platforme. Brok afleveret.