Jeg har været ude det meste af weekenden. Jeg har plantet høstanemoner, plukket æbler og set på naboens heste og vores egne høns, som tuller rundt i det lange græs og hygger sig. Jeg har løbet en tur i skoven, hvor jeg mødte en fasan og skræmte en hare, som gemte sig i krattet. Jeg har plukket mynte og brændenælder, som nu ligger til tørre til vinterens te. Det gør mig meget glad med sådan en omgang grønt, og den glæde deler jeg med tegner Signe Kjær. Det er blevet til tre dejlige bøger om Omar og Dagmar.
Omar og Dagmar – året rundt – er en læsebog, som kombinerer historier om Omar og Dagmar med fakta om årets gang i naturen. CFU har netop bestilt en stor stak af dem – og det er dejligt at tænke på, at naturen får fokus ude i klasselokalerne.
Jeg har lige set andet afsnit af Nola Gaardmands serie ”En barndom fuld af druk” på DR, hvor er en flok meget modige voksne er i gruppeterapi om deres opvækst med fulde forældre. Selv om deltagernes liv har været ret forskellige, er der utroligt mange fælles træk – bl.a. at de har meget svært ved at mærke, hvad de selv føler. De har alle sammen følt sig så utroligt ensomme, bange og forkerte, Det er meget voldsomt og rørende at se, hvor påvirkede disse voksne mennesker er, når de taler om deres barndom. Det er virkelig godt, at DR laver dette fokus, for der sidder i gennemsnit to børn i hver skoleklasse, som vokser op med forældre med et alkoholmisbrug.
Alkohol sætter varige spor. Der er en stor ensomhed forbundet med at vokse op med en alkoholiker. Der er skam og angst og så meget, som skal holdes skjult.
Det har jeg skrevet flere bøger om.
Himmeløjne er skrevet ret tæt på min egen opvækst og min relation til min far. Det var en lang proces at skrive den bog, og der gik syv år, fra jeg skrev de første tekster, til den endelig bog udkom – og i den proces skete der en fiktionalisering af stoffet, så pigen i teksten ikke længere er mig, men en, som ligner mig. Og desværre mange andre børn. Himmeløjne er illustreret af Signe Kjær, som har givet historien en meget smuk blå tone.
Tonen i Hvis vi var en almindelig familie er en smule lettere, selv om børnene i historien ikke har det let. Hvor Himmeløjne strækker sig over det meste af en barndom, foregår Hvis vi var en almindelig familie hen over en måned omkring lillesøster Ingeborgs 8-års fødselsdag, som faren måske/måske ikke dukker op til. Ansvaret for at få den fødselsdag til at lykkes ligger hos historiens 13årige fortæller.
De lidt ældre børn kan række ud efter Op med hovedet knægt, som handler om Max, som bor sammen med sin drikfældige far. Ovenpå bor Lena, som er historiens fortæller – og hun giver Max adgang til sit loftsrum. De to meget forskellige børn mødes der og udvikler et venskab, som bringer dem begge to videre.
Alle tre bøger egner sig til skolebrug – og jeg ved, at de har skabt mange fine samtaler i klasseværelserne. Det er så utrolig vigtigt, at vi tør tale om det svære. Det er så vigtigt at bryde den ensomhed.
I dag er det international læsedag – og det falder sammen med, at resultaterne af seneste Pisa-undersøgelse viser, at danske elever er blevet ret meget dårligere til at læse. Jeg håber, dette sørgelige resultat vil skabe fokus på give skolebibliotekerne – med personale – bedre vilkår. Det er ikke nok med flere bøger – der skal være skolebibliotekarer til at hjælpe med at finde de helt rigtige bøger til den enkelte. På mange skoler kommer de ældste elever slet ikke fast på skolebiblioteket, fordi skolerne skal spare. Det skal der laves om på.
Netop i dag har vi også fået lektørudtalelsen på den seneste Frede og Selma – og den er god – det lyder blandt andet: Kreativitet, leg, fantasi og følelser i skøn forening. Yay.
…
Og så er det netop gået op for mig, at en del af jer, som har været skrevet op til at modtage nyt fra mig ikke har fået det. Det beklager jeg. Der har været en teknisk fejl, som nu er rettet.
