Reddit er en linkaggregator/forum, som er meget populært, også blandt danskere. I løbet af de sidste par år har ledelsen truffet nogle afgørelser omkring platformens funktioner der bl.a. indebærer en kommercialisering af deres API der effektivt har betydet, at 3. partsapplikationer ikke længere er en gængs måde at tilgå platformen på. Et andet kommende tiltag, er oprettelsen af betalte fællesskaber på platformen. Reddit er et privat selskab ejet af Advance Publications. De har dog i en række år ønsket at blive et børsnoteret selskab, og det er nok i lyset af dette, at de ovenstående tiltag er indført.
Fødiversets alternativ til Reddit hedder Lemmy, og er ligesom mange andre fødiverse-services baseret på ActivityPub-protokollen. Der er mange instanser derude, og ligesom Mastodon har hver instans et sæt regler, drives frivilligt, og støttes af brugerne. Der findes en dansk instans på feddit.dk, oprettet af en bruger der hedder sortekanin. Sortekanin laver hver måned opslag om finanserne bag feddit.dk, der indtil videre kører hovedsageligt på donationer fra brugerne, samt udlæg i starten fra sortekanin selv.
Ligesom Mastodon, så kan man med en bruger oprettet på feddit.dk tilgå fællesskaber på alle andre instanser på Lemmy. Hvis man vil finde fællesskaber i lemmyverset kan man bruge lemmyverse for at lede efter dem der interesserer en, eller efter instanser der passer til ens humør.